Yogastilling: Viparita Karani

Her er en nem restorativ yogastilling, som beroliger sindet og nervesystemet – en rigtig god stressbuster. Den er god at lave, når du trænger til at slappe af da den bl.a. lindrer på trætte ben og fødder, og giver et blidt stræk af hasemuskler, ryg og nakke.

Den er især god at lave inden sengetid, da den virker beroligende og er god mod søvnløshed. Når du vender bunden i vejret, og blodet ryger mod hjernen, aktiveres det parasympatiske nervesystem og kroppen slapper mere af...

Stillingen kan også hjælpe på menstruationssmerter, hovedpine, migræne og fordøjelsesproblemer. Nogle af de gamle yogier sagde også, at den hjælper mod grå hår – det ville de fleste af os vel heller ikke have noget imod ;-)

Sådan gør du:

yogastilling-viparita-karani.jpg

Start med at sidde på gulvet med din ene skulder, hofte og lår mod væggen. Læg ryggen ned på gulvet, og sving benene op ad væggen. Læg dine arme ud til siden og vend håndfladerne opad. Du kan også placere en lille pude under nakken, hvis du har brug for ekstra støtte. Slap af i 5-10 minutter – eller så længe du har lyst – og kom langsomt ud af stillingen igen.

Alternativt kan du også have et foldet tæppe eller en aflang pude/pølle under den nederste del af ryggen. Fold fx et tæppe og hav det indenfor rækkevidde. Når du har lagt dig ned, så bøj benene og tryk fodsålerne mod væggen, løft dine hofter og skub det foldede tæppe ind under dem. Stræk herefter benene ud.

 

Vil du lære mere om, hvordan du kan bruge yoga til at finde ro og give slip på stress? Så kan jeg hjælpe dig med 1:1 sessioner eller på mit online stress forløb Skru ned for stressen og op for livet.

Namasté ❤ Anne