Yoga retreat: 9 gode grunde til at tage afsted

yoga-retreat.jpg

{ Retræte }

fra fransk retraite 'tilbagetrækning', af retraire 'trække tilbage', af latin 'retrahere', det at fx en person trækker sig tilbage fra et sted.

De sidste par år har jeg afholdt yoga retreat og jeg elsker det. Det er en gave at se de smilende, lysende ansigter hos deltagerne, når de trækker sig tilbage for en stund og tager sig tid til sig selv, til yoga, ro og fordybelse.

At tage på en yoga weekend eller et længere yoga retreat kan have have forskellig betydning fra person til person, men udfra mine egne oplevelser og den feedback jeg har fået fra mine retreats, kommer her 9 gode grunde til at tage afsted.

1. Dyb indre ro og afslapning

Mmmmm ro. Vel nok den største årsag til at mange booker sig ind på et yoga retreat. De senere år har flere og flere fået øjnene op for, at det er helt ok at give sig selv den gave det er, at tage væk fra hverdagen nogle dage og fokusere på sig selv, på afslapning og genopladning.

En sal fuld af yoginis i savasana

En sal fuld af yoginis i savasana

Når du tager en pause fra hverdagen og sætter tempoet ned, får du mulighed for at mærke efter i dig.

I en stresset hverdag løber vi ofte så stærkt, at vi ikke har tid til at lytte efter, hvad der sker inden i os, eller vi overhører signalerne eller gemmer dem væk. En god lang pause, der hiver dig ud af hverdagens trummerum, giver dig mulighed for at genfinde kontakten med dig selv.

Et yoga retreat giver dig ro i mange måneder efter. På mit sidste retreat var der mange med, som også deltog året før. De fortalte, at meget af den ro, de tog med sig hjem året før, stadig var der, og at de nu kom tilbage for at få tanket op igen.

Jeg har også haft en del mødre med, som var væk fra familien for første gang, og som havde brug for velfortjent tid til sig selv. Det er ikke egoistisk, det giver rigtig god mening at fylde sig selv op først. Så er der også mere overskud, glæde og energi til familien bagefter.

2. Det er forløsende for både krop og sjæl

Mange oplever at roen og tilbagetrækningen fra en presset hverdag gør, at de pludselig mærker følelser og tanker, de måske har undertrykt, overset eller gemt væk. Derfor kan det være meget forløsende, at tage på yoga retreat.

Det er ikke usædvanligt, at nogle fælder en tåre under en yoga session, og her er der plads til det – både de glade og de triste følelser. Det er en god mulighed for at lade undertrykte følelser komme op til overfladen i et trygt og beskyttet rum.

Følelser som fx stress, angst og sorg kan give spændinger i kroppen, og det mærker mange især i området omkring hofter, lænd og inde omkring psoas musklen. Igennem stilheden, og arbejdet med at strække både kroppen og sindet, forløses mange spændinger – både de fysiske, som fx ømme skuldre, men også i høj grad de mentale og følelsesmæssige spændinger, som sætter sig fast og låser energien i kroppen.

3. Gå dybere i din yoga praksis

På et retreat laves der typisk yoga to-tre gange om dagen. Jeg plejer at kombinere en morgenyoga praksis, som er varmende, dynamisk og styrkende, med en blidere og mere stille, indadvendt yin yoga praksis om eftermiddagen. Det er den perfekte kombination, synes jeg. Hvis du er vant til at gå til yoga 1-2 gange om ugen, giver retreats med 3-4 timers yoga om dagen dig god mulighed for at arbejde dybere i kroppen, og udvikle dig selv.

På et retreat er der også mindre der distraherer dig fra yogaen, til forskel fra dine ugentlige klasser i et yogacenter, hvor du skal direkte ud i trafikken og din hverdag igen bagefter. På den måde får du mulighed for fordybelse og for at det, du har oplevet og lært under din yoga praksis, synker dybere ind og efterlader et større aftryk.

4. Træk stikket og tag en digital detox

På mine retreats opfordrer jeg deltagerne til at lægge mobilen fra sig. Hvis de ikke helt kan slukke den, så ihvertfald begrænse det digitale forbrug. Facebook, Instagram og emails, er (sjældent) livsnødvendigt og når du tager en pause, vil du opdage hvor meget tid du egentlig spilder på sociale medier. Jo, det kan selvfølgelig være sjovt, men jeg tror, de fleste af os har prøvet at surfe på fjæsbogen og bagefter tænke; ‘hvor blev min dyrebare tid lige af?’

Når du lukker ned for alle disse, i grunden, ligegyldige informationer, kommer du mere til stede i nuet og bliver meget mere nærværende. Du oplever også hurtigt en forskel i din indre ro, du er ikke så distræt og ‘ude at svæve’ i alle mulige andres informationer og oplevelser. Du kan trække opmærksomheden ind og være mere bevidst om, hvor du deler den ud.

5. Mere nærvær og mindfulness i dit liv

Når du trækker dig tilbage fra omverden for en stund bliver du mere bevidst omkring, hvad du laver, tænker og føler. Du vil opleve at blive mere mindful.

Du får tømt hovedet for ligegyldige input og bliver mere bevidst og nærværende.

Og så får du skruet op for alle dine sanser. Det oplever jeg især på de dage, hvor vi holder stilletid, hvor alle sanser træder tydeligere frem. Du ser alt omkring dig klarere, former og farver og lys, du lægger mere mærke til lyde og dufte omkring dig. Det er med til at åbne dine øjne for alt det smukke i livet; blomsterne i haven, lyden af bølgerne ved strandkanten, fornemmelsen af solen eller vinden mod din hud. Jo mere du fokuserer på dette, jo større glæde vil du opleve i dit liv, og det tager du med dig tilbage til din hverdag.

Den smukke solnedgang ved Mellem-rummet på Samsø

Den smukke solnedgang ved Mellem-rummet på Samsø

6. Du sætter fokus på din vejrtrækning

De fleste yoga sessioner indeholder en eller anden form for åndedrætsøvelser eller større bevidsthed omkring åndedrættet. I en travl hverdag er der mange af os, som glemmer at trække vejret ordentligt. Den gode dybe vejrtrækning forsvinder i takt med at stressen stiger, og til sidst sidder åndedrættet klemt inde i brystkassen.

I mine yogatimer er der altid en del fokus på bevidst brug af åndedrættet, fordi jeg ved fra mig selv og kan se på mine elever, at det virker beroligende, forløsende og energigivende at trække vejret ordentligt, det hjælper med at holde fokus, og det kan hjælpe dig med at fordybe dig i en yogastilling. 

7. Tid til refleksion

At hive nogle dage ud af kalenderen hvor du ikke skal tænke på opvask, madlavning, arbejde, børn og lange to-do lister giver dig god tid til at reflektere over det, som er vigtigt for dig.

Måske har du gået med nogle uafklarede følelser eller spørgsmål, du nu pludseligt finder svarene på. Det kan være, der dukker nogle beskeder og ’aha’ oplevelser op fra dit inderste, som sætter ting i perspektiv og hjælper dig på rette vej.

For nogle giver et yoga retreat også mulighed for, at give afkald på noget gammelt, de ikke har brug for længere, som at vaske tavlen ren, og man kommer hjem med nye indsigter, og ny energi til at starte på en frisk.  

8. Du får det gjort!

I en travl hverdag kan det være svært at sætte tid af til yoga, meditation eller en stille stund. Når du tager på retreat er det hele planlagt for dig, yoga og meditation på faste tider, og du skal ikke engang ud af døren og bruge tid på transport for at nå hen til din yogasession. Det gør det meget nemmere at få gjort. Du får på den måde også mulighed for at (gen)opbygge en god praksis og en god vane, så du får endnu større gavn og glæde af mere yoga, meditation, mindfulness og ro i dit liv.

9. Fordi du fortjener det!

Det lyder meget simpelt – du fortjener det. Men hold nu op, hvor er der mange af os, der ikke kan få den sætning til at stemme. Hvor er vi mange, der tænker, at det er egocentreret, at sætte tid af til sig selv først. Og hvor er vi mange, der ikke rigtig føler, at vi fortjener at have det godt og gøre noget godt for os selv.

Men DU er den vigtigste person i dit liv. DU er værd at investere i. For uden DIG vil verden være et fattigere sted, og uden DIG fyldt med ro, energi og overskud, er der mindre at give af til dem, du holder af. At tage en pause og tage på yoga retreat gør en kæmpe forskel, når det gælder om at holde balancen i livet.

Du er hjertelig velkommen på et af mine yoga retreats. Jeg afholder retreat til Samsø d. 13-16. juli 2017 og snart kommer mine 2018 retreats også på hjemmesiden.

Namasté ❤ Anne

Har du været på yoga retreat? Jeg vil rigtig gerne høre om din oplevelser. Du er velkommen til at skrive en kommentar herunder:)