Taknemmelighed – en smutvej til at skabe store forandringer i dit liv

Kender du følelsen af aldrig have tid nok, penge nok, ikke at være god nok, dygtig nok, køn nok, klog nok?

Kender du følelsen af at være din egen værste kritiker og bruge enorm meget tid på at lytte til dine egne indre bebrejdelser eller tvivl? Og kender du følelsen, når du sammenligner dig selv med andre og bare ender med at tænke…jeg er ikke nok?

Løsningen på problemet er taknemmelighed

Ved at fokusere på alle de ting, du er taknemmelig for hver dag, kan du begynde at ændre dit mindset. Ved at træne dig selv i at flytte fokus fra det, du synes du mangler, til alt det du har og er, minder du dig selv om, at du har nok – og at du er god nok.

Ved hver dag at fokusere på alt det du er taknemmelig for, opnår du også at:

  • Du får øjnene op for alt det positive ting i dit liv. Og det gør dig mere lykkelig – ganske enkelt!
  • Det minder dig om, hvad der er vigtigst i livet. Når du får øje på alle de ting i dit liv som reelt har betydning, er du mindre tilbøjelig til at stresse over små ting.
  • Du kan vende noget dårligt til noget godt. Har du et problem? Kald det i stedet en udfordring. Vær taknemmelig for, hvad du kan lære af dine udfordringer. Nej, det er ikke altid nemt, men ofte kommer du ud på den anden side af en udfordring og opdager, at du er blevet en stærkere person.

Sådan sætter du fokus på taknemmelighed hver dag

Her er et par fif som er rigtig gode at gøre til faste ritualer i din hverdag:

Skriv taknemmelighedsdagbog

Hver aften skriver du minimum 3 ting fra din dag, som du er taknemmelig for. Prøv at opdage nye ting hver dag, så du ikke bare gentager det du skrev dagen før. Ofte er det de enkle ting, der gør livet smukt: en flot solnedgang, et smil fra en fremmed, kram og kys.

Lav en ‘taknemmeligheds krukke’

Brug en glaskrukke, eller en æske og når du oplever ting du er taknemmlig for, skriver du det på et lille stykke papir og lægger det i krukken. Hvis du en dag er trist og trænger til en opmuntring, så tager du en af dine sedler op og læser den, så du bliver mindet om de gode ting du har oplevet.

Sig tak hver dag

Mind dig selv om at sige tak hver dag. Tak til alt, selv de mindste ting. Jeg siger tak, hvis jeg finder en femmer på gaden. Jeg siger tak for det gode vejr. Jeg siger hver dag tak for al den kærlighed jeg får…

Ved at have fokus på alt det du er taknemmlig for, åbner du dit hjerte og får øje på alt det positive i dit liv.

Vil du have flere tips og gode råd til hvordan du får en nydelsesfuld, stressfri hverdag, så skriv dig op til mit nyhedsbrev.

Namasté ❤ Anne