Brug æteriske olier til at finde ro og forstærke din yoga og meditations praksis

Interview med Sinead Duffy, kvinden bag Yogandha natural oils.

Kender du det, når en bestemt duft bringer følelser og minder frem? Jeg har altid elsket dufte og hvordan de i løbet af et splitsekund kan transportere dig tilbage til en anden tid, en bestemt episode, eller en følelse. Nogle dufte minder mig om min barndom, og en bestemt duft minder mig fx om mine første rejser til Italien. Jeg bruger ikke parfume, til gengæld elsker jeg at bruge æteriske olier. Især lavendel og jasmin, de har en øjeblikkelig beroligende effekt på mig.

I mine yogatimer og workshops slutter jeg stort set altid af med, at smøre lidt olie på deltagernes håndled. De olier jeg bruger er fra Yogandha. Det at bruge dufte til at forstærke yogaens effekt kaldes "gandha", og det har yogier brugt i flere tusind år.

Jeg synes det kunne være spændende, at skrive lidt mere om hvordan man bruger olier og hvordan de virker, så jeg har interviewet damen bag Yogandhas olier, Sinead Duffy.

Hvornår opdagede du selv æteriske olier?

Sinead Duffy, Yogandha

Sinead Duffy, Yogandha

Sinead: Jeg stødte på æteriske olier for første gang, mens jeg opholdt mig i en ashram på Java, Indonesien, da jeg var i starten af 20'erne. Jeg blev meget interesseret i dem og besluttede mig for at forsøge, så vidt muligt, at erstatte vestlig medicin med naturlige helbredelsesmetoder.

Da jeg kom tilbage til Irland efter at have rejst i lang tid, skulle jeg have min krop i balance igen. Min menstruation udeblev faktisk i over 8 måneder. Jeg besluttede mig for at prøve æteriske olier og lavede en blanding, som jeg kunne smøre over hele kroppen. Effekten var utrolig – det virkede i løbet af få dage. Jeg kunne ikke tro det! Så jeg fortsatte med at bruge olierne som medicin.

Jeg brugte dem dog ikke når jeg mediterede, ikke før 10 år senere hvor jeg var i Indien og jeg tilfældigvis havde dem med mig. Her oplevede jeg oilernes virkning under vipasana meditation. Det var her, at jeg virkelig opdagede "gandha" – brugen af urter og dufte til yoga og meditation.

Effekten kan mærkes på mange niveauer – fra det fysiske til det psykologiske... Jeg elsker hvordan det har en øjeblikkelig virkning. Du får det bedre med det samme!

Hvorfor besluttede du dig for at lave din egen serie af olier?

yogandha oils.jpg

Sinead: Selv om der er andre olier på markedet kunne jeg ikke finde nogen som brugte det ud fra et "gandha" perspektiv, hvor det drejer sig om, at bruge dufte sammen med yoga og meditation. Selvfølgelig behøver du ikke at lave yoga eller meditation for at bruge olierne. Men mine olier er lavet specielt til dette formål.

Jeg havde først tænkt, at jeg ville lære mine elever hvordan de selv kunne lave dem. Men mine elever synes det var lettere, hvis jeg lavede dem. Formålet med at bruge olierne er, at få folk ind i deres krop og mærke effekten fra fx yoga og meditation, også de dage hvor man ikke laver yoga.

Hvordan kan olier hjælpe under yoga og meditation?

Sinead: Formålet med yoga og meditation er at berolige den forreste del af hjernen og forbinde den, med den mere meditative del af hjernen. Alle vores 5 sanser passerer gennem den forreste del af hjernen – på nær én: lugtesansen. Den forbindes direkte med den ældre, mere meditative del af hjernen. Den del vi prøver at komme i kontakt med, når vi laver yoga. Dette er grunden til at æteriske oiler altid har spillet en rolle i yoga og meditation.

Forestil dig at du er til yoga og du opnår en dyb tilstand af afslapning og velvære. Samtidigt er du ubevidst klar over duften af yogaolien. Hver gang du efterfølgende oplever den duft, vil din krop vende tilbage til denne tilstand af ro.

Hvis du forbinder en duft med den dybe afspænding, du har opnået under yoga, så vil duften altid kunne bringe dig tilbage til den sindstilstand.

Hvis du forbinder en bestemt følelse eller sindstilstand med en særlig duft, så vil den duft altid genskabe den følelse. Det er sådan at "gandha" kan hjælpe os med at komme tilbage til den tilstand. Det er ikke bare en overfladisk påmindelse til hjernen – der sker en fysisk ændring.

Hvordan virker æteriske olier?

Sinead: Duftmolekyler passerer gennem næsen op til hjernen og påvirker det limbiske system. Det limbiske system er direkte forbundet med de dele af hjernen som styrer din puls, blodtryk, vejrtrækning, hukommelse, stress niveau og hormonbalancen. Du mærker effekten af duften med det samme, men på en subtil måde. Efter et par minutter er du ikke i stand til at lugte olierne mere, men det virker stadig i din underbevidsthed.

Det anbefales, at gravide kvinder ikke bør bruge olier – hvorfor?

Sinead: Alle olier indeholder en eller to urter, som jeg ikke ville bruge under graviditet. Fx er jasmin kendt for at forstærke véer. Det er godt, hvis du er ved at føde, men ikke godt, hvis du er 14 uger henne. Jeg kender mange kvinder, der bruger æteriske olier under hele graviditeten – men jeg vil ikke anbefale det, da jeg ved, hvor stærke de er.

Sådan bruger du æteriske olier

Du kan bruge olien på dit håndled, bag øret eller på det tredje øje, midt mellem dine øjenbryn.

Du kan læse mere om Yoghanda og købe olierne direkte fra hjemmesiden her: http://www.yogandha.com

 

Vil du have flere tips og gode råd til hvordan du kan få en nydelsesfuld, stressfri hverdag, med de bedste redskaber fra yogaens verden, så skriv dig op til mit nyhedsbrev.

Namasté ❤ Anne